Seafood salat: Salat med rejer og laks

20. august 2020
Seafood salat med reje, laks og græskarkerner

Seafood salat er simpelthen noget af det bedste jeg ved! En lækker frisk salat med rejer og koldrøget laks er lige hvad disse varme dage kalder på.

Denne seafood salat er egentlig inspireret af nogle cafebesøg – hvor jeg næsten altid bestiller en salat med rejer og laks. Jeg synes, at det er så forfriskende på varme dage og så har skaldyr for mig bare altid været et hit. Det var derfor på tide, at jeg prøvede at lave min egen seafood salat – som jeg virkelig synes blev en succes!

Det er ikke så længe siden, at jeg delte en anden salat med rejer og avocadodressing. Den salat er virkelig også skøn, men smager meget anderledes og er ikke ligeså “tung” som denne. Laksen i denne seafood salat gør nemlig, at salaten bliver noget mere luksuriøs og fylder mere. Derudover er det også to meget forskellige dressinger der bruges, som virkelig gør en stor smagsforskel på salaterne. Prøv dem begge og se hvilken der bliver din favorit.

Koldrøget laks

Salaten er ret simpel og består egentlig bare af en salatmix, agurk og en masse skøn laks og rejer. Der er stor forskel på hvilken laks du kan købe. Da jeg var yngre, kunne jeg faktisk ikke rigtig spise koldrøget laks, da jeg synes det blev for “råt” i smagen. Derfor begyndte jeg, at købe meget tyndskåret laks, som hjalp på dette dilemma. De tynde skiver gør, at du ikke føler, at du får ligeså store stykker af laks i munden. Nu elsker jeg koldrøget laks og vil gerne have en lækker, luksuriøs tyk skive af laksen. Prøv dig frem og se hvilken type du bedst kan lide.

Hvis du har lidt laks tilovers, smager det super godt ovenpå et godt flutes til frokost – eller til en lækker omgang tapas.

Seafood salat med reje, laks og græskarkerner

Holdbarheden på din seafood salat

Da salaten består hovedsageligt af fisk og skaldyr, vil jeg anbefale at spise salaten samme dag du laver den. Jeg ville derfor ikke anbefale, at lave en stor portion der skal holde flere dage.

Hvis du ønsker at lave en salat, der holder i nogle dage kan du dog godt gøre dette. Jeg ville i dette tilfælde snitte salaten og opbevare den for sig i en lukket bøtte. Rejer og laks ville jeg også opbevare hver for sig – og rejerne i den lage du køber dem i. Når du så skal til at spise, ville jeg bygge salaten op som beskrevet nedenfor i opskriften.

Skulle du have en lille rest af den færdiglavet salat tilovers, så kan du dog godt gemme den til frokost til dagen efter. Salaten bliver en smule mindre sprød, da dressing, laks og rejer har været vendt i – men den smager stadig skøn.

Seafood salat: Salat med rejer og laks

Af Christina Antal portioner: 2
Tilberedningstid: 15

Seafood salat er simpelthen noget af det bedste jeg ved! En lækker frisk salat med rejer og koldrøget laks og en skøn skalddyrsdressing.

Ingredienser

  • 200 g. rejer i lage
  • 100 g. koldrøget laks i skiver
  • 75 g. salatmix
  • 1/2 agurk
  • 1-2 forårsløg
  • 3 Spsk. græskarkerner
  • Evt. lidt friskklippet karse til pynt
  •  
  • DRESSING
  • 2 spsk. cremefraiche 18%
  • 1 spsk. mayonnaise
  • 1/2 tsk. tomatpure
  • 1 tsk. citronsaft
  • Lidt tabasco
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

1

Start med dressingen:

2

Kom cremefraiche, mayonnaise, tomatpure og citronsaft i en lille skål og rør dem godt sammen. Smag til med salt, peber og tabasco - og evt mere citronsaft.

3

Kom dressingen på køl og gå videre med salaten.

4

Kom rejerne over i en sigte og skyl dem kort under koldt vand. Lad dem stå og dryppe af.

5

Rist græskarkernerne på en tør pande ved høj varme et par minutter indtil de begynder at poppe. Pas på de ikke brænder på. Salt dem let og stil dem til afkølning på en tallerken.

6

Salaten skylles og tørres.

7

Sker agurken i tern.

8

Snit forårsløgene i fine skiver.

9

Vend nu salat, agurk og forårsløg sammen (og evt. lidt friskklippet karse) og kom det på en stor serveringstallerken - eller på to individuelle tallerkner.

10

Fordel halvdelen af dressingen ovenpå salaten og kom laks og rejer ovenpå

11

Slut af med de ristede græskarkerner og lidt mere dressing - og evt. lidt friskklippet karse.

12

Server resten af dressingen i en lille skål on-the-side.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar