Kyllingefrikadeller med forårsløg

11. maj 2019
Kyllingefrikadeller med forårsløg

Kyllingefrikadeller med forårsløg er efter min mening den bedste og mest smagsfulde opskrift på frikadeller med kyllingefars!

Jeg elsker klassiske frikadeller og jeg har egentlig altid syntes, at kyllingefrikadeller var lidt småkedelige. Hakket kylling smager ikke af meget i sig selv og har derfor virkelig brug for andre smagsgivere. Jeg har derfor eksperimenteret en del med den neutrale kyllingefars og er nået frem til denne skønne opskrift med masser af smag!

Forårsløg og dijonsennep giver farsen smag og dybde og havregrynen gør, at farsen ikke bliver for våd. Du skal ikke fortvivle hvis du ikke kan lide sennep – det kan min kæreste heller ikke, men han kan slet ikke smage det i kyllingefrikadellerne. Det er mere en smagsgiver som giver noget dybde og ikke en decideret sennepssmag. Hvis du stadig rynker lidt på næsen, så prøv med 1 tsk. og se om du kan smage sennepssmagen – hvis ikke, så prøv med lidt mere næste gang. Det gør virkelig en stor forskel i opskriften!

Disse kyllingefrikadeller er velegnede til at fryse ned, så lav endelig en stor portion. Jeg kan rigtig godt lide at bruge dem istedet for almindelige frikadeller, hvis jeg har lyst til noget lidt anderledes. Ellers bruger vi dem til fyld i hjemmelavede tortilla wraps eller i en god salat.

Kyllingefrikadeller med forårsløg

Antal portioner: 25 små stk.

Ingredienser

  • 400 g. hakket kylling
  • 4 forårsløg
  • 1 dl. havregryn
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 3 fed hvidløg
  • Salt og peber
  • Smør

Fremgangsmåde

1

Kylling kommes i en skål og blandes med sennep, salt og peber.

2

Skær forårsløg i fine ringe og kom dem i skålen sammen med havregryn.

3

Pres hvidløgene og kom dem i skålen.

4

Rør farsen godt. Den skal gerne blive lidt sej/fast i konsistensen.

5

Form nu kyllingefarsen til små frikadeller - ca. 25 stk.

6

Kom smør på en pande ved middelhøj varme.

7

Kom frikadellerne på panden og steg dem til de er gyldne på begge sider og færdigstegt hele vejen igennem.

Bemærkninger

Jeg plejer at forme dem med en teske. Jeg tager lidt fars på skeen og køre den mod min håndflade for at forme farsen til runde frikadeller.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar