Indisk risret: Hjemmelavet version

30. april 2019
Indisk risret med oksekød, ærter og rød peberfrugt

Indisk risret! En klassiker fra supermarkedet som mange familier sikkert kender og holder af. Jeg er kommet frem til denne opskrift – så du og din familie kan få en hjemmelavet version som er ligeså nem, at tilberede som den færdige version!

Min kæreste og jeg fik ofte indisk risret da vi stadig boede hjemme. Vi elskede den lækre krydrede risret og det skulle bare være den helt rigtige fra supermarkedet. Da vi flyttede ud for os selv, blev jeg nysgerrig på, om man kunne lave retten uden pakkeløsningen. Jeg eksperimenterede meget frem og tilbage med forskellige krydderier for, at få den så tæt på originalen som mulig. Efter min mening er eksperimentet lykkedes og smagen er ligesom jeg husker den!

Det er nu ikke fordi, jeg har noget imod færdigretter og jeg spiser dem stadig med stor velbehag. De er nemme og hurtige at bikse sammen og er en god redning fra takeaway fælden. Men da jeg selv begyndte at eksperimentere i køkkenet, blev jeg mere nysgerrig på at lave mad fra bunden og hvordan jeg kunne lave mine familiefavoritter, uden at gå på kompromis med smagen og nostalgien.

Derudover fandt vi hurtigt ud af, at det ofte var meget billigere, at tilberede retten fra bunden. Det er nemlig oftest krydderblandingen man egentlig betaler for i pakkerne. Så hvis du køber dig et godt lager af krydderier har du til mange gange Indisk risret og mange andre retter. Andre klassiske retter du sagtens kan lave fra bunden er fx lasagne, lasagnette, pizza eller en helt klassisk spaghetti bolognese.

Rester og holdbarhed

Hvis du står tilbage med rester fra aftensmaden, så kan du sagtens gemme dem i køleskabet i et par dage. Kom blot risretten i en lufttæt beholder og kom det på køl. Jeg vil ikke anbefale, at fryse retten ned, da risene får en lidt blødere konsistens af nedfrysningen og retten bliver lidt for grødagtig efterfølgende.

Indisk risret

Af Christina Antal portioner: 2-3

Ingredienser

  • 200 g. hakket oksekød
  • 3 dl. jasminris
  • 5 dl. kogende hønse- eller grøntsagsfond
  • 1 løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 1,5 dl. ærter fra frost
  • 5 tsk. karry
  • 1,5 tsk. Garam Masala
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1,5 tsk. paprika
  • 1 spsk. smør
  • Cayennepeber efter smag
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

1

Tø ærterne op i en skål.

2

Hak løg og peberfrugt i fine tern.

3

Kom lidt olie på en middelvarm sauterpande og steg løgene i nogle minutter, indtil de begynder at blive gennemsigtige.

4

Kom oksekødet på panden og brun det godt af. Krydder med salt, peber og resten af krydderierne.

5

Nu kommes peberfrugten på panden og vendes kort rundt på panden og blandes med resten.

6

Tilsæt ris og smør og lad det stege lidt af på panden, så risene suger noget af smørret og krydderierne til sig.

7

Hæld fond ved, rør godt og lad det koge op under omrøring.

8

Lad nu retten simre under låg i ca. 15 min. ved svagt blus.

9

Fjern låget og tilsæt ærterne.

10

Sku op på middelhøj varme og rør godt i retten, så risene får noget farve, men ikke brænder på.

11

Smag til med salt og peber og evt. lidt cayennepeber hvis du ønsker retten lidt stærkere.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar