Hotwings

2. juni 2019
Hotwings

Super lækre, krydrede og snaskede hotwings! En virkelig undervurderet ret som er utrolig simpel at tilberede og som altid vækker smil omkring middagsbordet.

Hotwings skal både være krydrede og godt klistret efter min mening! Jeg bruger derfor en mel-krydderblanding på kyllingevingerne før de kommer i ovnen, så de skindet bliver dejlig sprødt. Herefter bliver de penslet med min BBQ marinade og bagt igen. Dette giver et helt fantastisk saftigt, sprødt og klistret resultat!

Herhjemme servere vi dem sammen med pommes, coleslaw eller en god salat. De er perfekte til sommerens mange grillarrangementer og er altid et stort hit blandt børn.

Jeg køber kyllingevinger ferske og finder dem i lidt større supermarkeder. Første gange jeg skulle lave opskriften, var jeg meget i tvivl om, hvor jeg skulle købe “hotwings-vinger”. De skulle jo gerne ligne rigtige hotwings – og det gjorde de hele kyllingevinger bestemt ikke. Jeg fandt så ud af, at de blot skulle skæres over ved ledet og deles i to. Ja ja, man lære jo hen af vejen. Vingerne er nemme at skære over, hvis du lige giver dem et vrid – så blotter du bedre ledet og kan se hvor du skal skære.

Herhjemme kan vi som sagt godt lide, at vingerne er klistret. Personligt synes jeg dog, at BBQ marinaden skal hænge godt ved vingerne. Jeg pensler dem derfor med marinaden og giver dem 5 min. ekstra i ovnen – på denne sidder marinaden bedre fast. Hvis du godt kan lide, at marinaden er lidt mindre “bagt”, kan du vælge blot at pensle dem og så servere straks uden at bage dem igen.

Nedfrysning

Jeg har endnu ikke prøvet at fryse dem. Hvis du vil eksperimentere med det, vil jeg anbefale, at du fryser dem inden du kommer BBQ marinaden på. Når du så skal have dem, tør du dem op og vender dem i marinaden og bager dem herefter på høj varme i ovnen.

Hotwings

Af Christina Antal portioner: 3

Ingredienser

  • BBQ marinade - se opskrift i linket ovenfor
  • 12 kyllingevinger
  • 1,5 dl. hvedemel
  • 2 spsk. paprika
  • 1 spsk. løgpulver
  • 1 spsk. hvidløgspulver
  • 1/2 tsk. cayennepeber
  • 1,5 tsk. salt
  • 3 spsk. raps- eller solsikkeolie

Fremgangsmåde

1

Hvis du ikke allerede har BBQ marinade, så start med at lave dette. Det skal stå og småsimre i ca. 15 min.

2

Tænd oven på 220 grader varmluft.

3

Del kyllingevingerne ved ledet. Giv dem evt. et lille vrid, så du bedre får blottet ledet og kan se hvor du skal dele vingen.

4

Skær den yderste vingespids af og gem dem evt. i fryseren til du skal koge fond.

5

Kom mel og krydderier op i en stor skål og vend vingerne godt rundt i blandingen.

6

Kom olien i skålen og vend igen godt, så alle vingerne er godt dækket af krydderi og olie.

7

Kom nu vingerne på en bageplade beklædt med bagepapir.

8

Bag dem i ovnen i 15 min.

9

Tag dem ud af ovnen og pensel dem med BBQ marinaden*

10

Kom dem tilbage i ovnen og bag i yderligere 5 min. Hold godt øje med at marinaden ikke bliver for brændt.

Bemærkninger

* Du kan også vende dem rundt i en skål med BBQ marinaden, men dette kan godt ødelægge skindet lidt.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar