Coleslaw: Super simpel opskrift

3. juni 2019
Coleslaw

Coleslaw er et super godt og cremet tilbehør til burger! Herhjemme er det bl.a. et musthave i pulled pork burger sammen med krydret BBQ sauce.

Denne opskrift er virkelig simpel at tilberede – især hvis du er den heldige ejer af en foodprocessor. Da jeg købte min maskine, var jeg bange for, at jeg ikke fik brugt den nok – heldigvis tog jeg fejl! Den er ofte i brug, da den både er genial til at rive grøntsager som her, men også til fx at ælte en tærtedej sammen. Hvis du ikke har en, men står og vejer for og imod, så vil jeg helt klart anbefale dig at købe en! Lad den stå fremme på køkkenbordet, så er der større chancer for, at den bliver brugt ofte.

Coleslaw skal gerne være både cremet, men også lidt skarp i smagen. Jeg bruger altid æblecidereddike til at løfte smagen. Dijonsennep smager også utrolig godt i – men da min kæreste ikke er så vild med sennep, har jeg undladt det i opskriften. Hvis du og din familie godt kan lide den lidt mere skarpe smag af sennep, så smag dressingen til med 1 tsk.

Det er utroligt, hvor meget væske der er i grøntsagerne! For at din coleslaw ikke skal blive for våd og sjasket, vil jeg anbefale at knuge væden ud. Herhjemme plejer vi at drysse lidt salt over og lade det trække i 30 min. Herefter knuger jeg så meget væske ud jeg kan før grøntsagerne kommes over i dressingen. På denne måde bliver dressingen ikke fortyndet med vand og din coleslaw holder sig meget bedre! Den kan sagtens holde sig i køleskabet 3-4 dage.

Server sammen med pulled pork burger, pitabrød, hotwings eller som tilbehør til grillbøfferne.

Hjemmelavet coleslaw

Af Christina Antal portioner: 4-5

Ingredienser

  • 1 spidskål
  • 3-4 gulerødder
  • 1 dl. mayonnaise
  • 2 dl. cremefraiche
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 tsk. sukker
  • 1 tsk. salt (+ 1 tsk.)
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

1

Riv gulerødder og spidskål i tynde strimler på en foodprocessor. Du kan også skære kålen meget fint i hånden og rive gulerødderne på et råkostjern.

2

Kom det over i en skål og drys 1 tsk. salt over. Knug saltet godt ind i grønstagerne og lad det trække i 30 min.

3

Rør imens dessingen sammen af resten af ingredienserne. Smag evt. til med en smule dijonsennep.

4

Når de 30 min. er gået, knuges så meget af væsken du af grønstagerne som du kan.

5

Vend dem herefter i dressingen.

6

Lad det nu trække i køleskabet indtil det skal bruges.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar