Kylling med ingefær og svampe i østersauce

14. september 2020
Kylling med ingefær, champignon og forårsløg i østersauce med ris

Kylling med ingefær i østersauce er en super lækker asiatisk wokret som virkelig har smæk på smag og dybde! Hvis du er ligeså stor fan af det asiatiske køkken som jeg, vil du elske denne ret!

Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg elsker at eksperimentere med smagsnuancerne fra forskellige verdenskøkkener. Jeg har altid elsket det asiatiske og indiske køkken og har før delt opskrifter på bl.a. Tom kha gai, Chicken tikka masala og Indisk dahl. Jeg synes, at disse køkkener kan noget helt særligt og smagsdybden er helt fantastisk.

Derudover synes jeg altid, at det er sjovt at prøve noget andet end den mad vi måske selv er vokset op med. Ikke at jeg ikke stadig nyder en god gammeldags flæskesteg eller biksemad, men ind i mellem er det bare skønt med noget nyt. Derudover kommer der jo flere og flere retter ind i vores hverdagskøkken, som har oprindelse fra mange forskellige lande, men som vi alle elsker og laver ofte. Lasagne er fx et rigtig godt eksempel på en ret, som alle næsten er vokset op med, men som egentlig har sine rødder i det italienske køkken. Så måske mine børn vil opleve, at retter som denne kylling med ingefær bliver en helt almindelig hverdagsret.

Kylling med ingefær, champignon og forårsløg i østersauce med ris

Østersaucen spiller en vigtig rolle

Der er måske mange, som ikke lige har østersauce, soyasauce og andre lidt mindre kendte ingredienser i deres køleskabe. Jeg har det personligt altid stående, da jeg som sagt elsker at bruge disse og den smagsdybde de giver til forskellige retter. Derudover er det bare ingredienser du ikke kommer udenom hvis du vil eksperimentere med de asiatiske retter.

I denne opskrift på kylling med ingefær er østersaucen alfa-omega for smagen. Derudover udgøre østersaucen så også halvdelen af saucen i retten. Det vil derfor ikke blive samme ret, hvis du undlader den. Hvis du er vegetar eller ikke ønsker, at bruge østersauce, så kan de også fås i en vegansk udgave som er lavet på svampe. Så du kan roligt kaste dig ud i retten – du vil ikke fortryde det!

Holdbarhed og nedfrysning

Personligt synes jeg, at retten er bedst dagen den laves, da ingefæren er skarp og frisk her. Men hvis du har nogle rester tilovers kan de sagtens gemmes på køl et par dage. Jeg har også frosset retten ned et par gange – og dette fungere også super fint. Løgene bliver en smule blødere og du skal lige justere lidt på tykkelsen af sovsen med lidt mere vand.

Kylling med ingefær og svampe i østersauce

Af Christina Antal portioner: 3
Forberedelsestid: 15 min. Tilberedningstid: 20 min. Tid i alt: 35 min.

Kylling med ingefær i østersauce er en super lækker asiatisk wokret som virkelig har smæk på smag og dybde! Hvis du er ligeså stor fan af det asiatiske køkken som jeg, vil du elske denne ret!

Ingredienser

  • 2 kyllingbryst
  • 2 løg
  • 250 g. markchampignon eller almindelige hvide champignon
  • 5 forårsløg
  • 3 fed hvidløg
  • ca. 25 g. ingefær
  • 1 spsk. soyasauce
  •  
  • SAUCE
  • 1 dl. østersauce
  • 1 dl. vand
  • 1,5 tsk. sukker
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 tsk. friskkværnet sort peber
  • 1 tsk. flagesalt eller 1/2 tsk. fint salt
  •  
  • TILBEHØR
  • 3 dl. ris
  • 6 dl. vand
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

1

Skær kylling i tynde strimler og vend strimlerne i 1 spsk. soyasauce og sæt til side.

2

Pil løgene og halver dem. Skær dem herefter i tynde strimler.

3

Fjern skrællen fra ingefæren og skær i tynde skiver. Læg skiverne ovenpå hinanden og skær i tynde strimler hvorefter du hakker strimlerne i fine små tern.

4

Hak hvidløget fint.

5

Skær forårsløgene i tynde skiver.

6

Når kylling og grønstager er skåret og klart kommes risene over at koge. Kom ris, vand og salt i en lille gryde med låg og tænd på høj varme. Når risene koger, skrues der ned på svagt blus og koges videre i 12 min. Processen tager ialt ca. 20 min.

7

Når risene er sat over, begynder du på selve wokken.

8

Kom 2 spsk. raps- eller solsikkeolie i en wok (eller stor pande med høje sider) sammen med hvidløg og ingefær og tænd på middel-høj varme.

9

Når olien begynder at blive varm og hvidløg og ingefær så småt begynder at dufte og tage en smule farve kommes kyllingen i wokken.

10

Brun kyllingen godt af.

11

Kom så løg og champignon i panden og steg i ca. 5 min. eller indtil væsken fra svampende er fordampet og løgene er bløde og skrumpet en del ind.

12

Nu tilsættes alle ingredienserne til saucen*. Husk at smage saucen til og se om den mangler salt, sukker eller måske en smule kick fra en lime eller lidt eddike.

13

Vend til sidst forårsløgene i retten.

14

Server nu retten over de færdige ris og drys evt. med lidt mere hakket forårsløg som pynt.

Bemærkninger

*Hold evt. lidt igen med saltet indtil du har smagt retten til. Det er ikke sikkert, at du ønsker retten ligeså salt som jeg.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar