Hjemmelavet pizza: Grundopskrift på pizzadej

31. maj 2020
Hjemmelavet pizza med pepperoni

Alle elsker pizza! Herhjemme er en hjemmelavet pizza i utrolig høj kurs og denne grundopskrift på pizza er lige til at gå til. Bunden bliver grov, sprød og virkelig mættende.

jeg har før delt pizzaopskrifter, bl.a på Pizza Margherita og de lidt mere utraditionelle pizza flutes. Den pizza vi oftest laver, er dog ud fra denne grundopskrift på hjemmelavet pizza.

Dette er min ultimative go-to opskrift på en fantastisk pizzadej! Det er altid den jeg går tilbage til, da dejen giver de skønneste, sprødeste pizzaer og samtidig er dejlig grov og mættende. Det er også denne opskrift min mand altid spørger efter når han vil have pizza.

Surdej og tilberedning

Ja, som altid når jeg bager, bruger jeg surdej i min opskrift. Det er nok mest fordi jeg altid har en surdej stående. Hvis du ikke har en, så brug bare lidt mere gær (15 g.). Surdejen giver dog nogle utrolig flotte luftbobler i dejen.

Jeg bruger en pizzasten til at bage mine pizzaer på. Hvis du ikke har sådan en, kan du vende en bageplade på hovedet og varme den op i ovnen. Du kan nu også sagtens bare komme pizzaerne på en kold bageplade med bagepapir og komme dem i en varm ovn. Det har jeg gjort utallige gange og det fungere fint! Du skal bare huske at give pizzaerne et par minutter længere, da de ikke får samme varme som på en pizzasten.

Ovnens temperatur

Jeg skal dog lige advare omkring ovnens temperatur. For jeg siger godt nok, at jeg fyre op for ovnen på alt hvad den kan trække – MEN … Min ovn kan komme op på omkring 270 grader varmluft. Men fordi pizzastenen bliver så varm og afgiver en masse varme inde i ovnen, så slår min ovn simpelthen fra, da den bliver alt for varm. Jeg kan derfor “kun” skrue min ovn op på 250 grader hvis jeg bruger pizzastenen. Bare lige en bonusinfo, så du ikke bliver chokeret hvis din ovn gør det samme.

Pizzatoppings til hjemmelavet pizza

Herhjemme får vi ofte enten en pizza med serranoskinke og champignon eller en klassisk pepperoni pizza, som kan varieres med lidt tyndskåret løg og friskkværnet sort peber. Vi elsker dog også en god oksekødspizza med rød peberfrugt, men den skal jeg nok dele opskriften på en anden dag.

Grundpizza

Pizza med serrano og champignon

Pizza med pepperoni

Hjemmelavet pizza med pepperoni

Brug det fyld du og din familie bedst kan lide. Det eneste du skal huske på er, ikke at overfylde din pizza med for meget fyld, da det vil gøre din pizzabund blød.

Valg af ost

I forhold til ost, så vil jeg råde dig til, at læse bag på posen inden du køber noget. Revet “ost” med navne som fx pizzatopping eller andre navne hvor ost ikke indgår er nemlig oftest slet ikke ost. Disse produkter er ofte blot kartoffelstivelse og vand. Det overraskede mig meget da jeg opdagede det! Husk derfor altid, at læse bag på posen inden du køber din ost. Herhjemme bruger vi en god klassisk revet mozzarellaost og en smule parmesan. Desuden kommer jeg altid osten på inden andet fyld, så osten ikke branker og bliver “sprød”.

I opskriften deler jeg også min favoritopskrift på en lækker pizzasauce som tager minutter at lave og som smager fuldstændig fantastisk.

Hjemmelavet pizza med serranoskinke og champignon

Nedfrysning = hjemmelavet frysepizza

Opskriften her giver 4 mediumstørrelse pizzaer. Det passer mig perfekt, da jeg så kan smide to af dem i fryseren og dermed lave mine egne frysepizzaer. På den måde, er der nem aftensmad i en travl hverdag – og du kan få pizza hurtigere end det lokale pizzaria kan nå at bringe dem ud.

Jeg plejer, at ligge noget bagepapir imellem de to pizzaer og så pakke dem ind i husholdningsfilm. Filmen skal sidde stramt om pizzaerne så de ikke får frostskader. Herefter kommes de blot direkte i fryseren. Læg dem så fladt som muligt, så de ikke bøjer for meget. På den måde kan du stable flere i din fryser. Hvis din pizza bøjer, så bare rolig – den bliver flad igen når den varmes op.

Nu har du dine helt egne frysepizzaer lige ved hånden når lækkersulten melder sig. De kan snildt holde sig nogle måneder i fryseren, hvis du kan lade dem ligge så længe!

Når du skal have dine hjemmelavede frysepizzaer, tænder du bare for ovnen på ca. 200 grader varmluft. Når ovnen er varm, kommes de frosne pizzaer på en bagerist og kommes i ovnen. De skal have ca 3-4 min. eller indtil osten bobler og pizzaen er varm.

Hjemmelavet pizza: Grundopskrift på pizzadej og pizzasauce

Af Christina Antal portioner: 4 stk.

Alle elsker pizza! Herhjemme er en hjemmelavet pizza i utrolig høj kurs og denne grundopskrift på pizza er lige til at gå til. Bunden bliver grov, sprød og virkelig mættende.

Ingredienser

  • PIZZADEJ:
  • 3,5 dl. vand
  • 25 g. gær
  • 3 spsk. surdej (eller 10 g. gær mere)
  • 2 dl. grahamsmel
  • 6-7 dl. tipo 00 hvedemel
  • 2 tsk. salt
  • 1 spsk. olie
  • Olie til smøre skålen
  •  
  • PIZZASAUCE:
  • 1 ds. flåede tomater
  • 3 spsk. tomatpure (den store af dåserne)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. sukker
  • 1/2 tsk. oregano
  • 1 tsk. basilikum
  • Salt og peber
  •  
  • FORSLAG TIL FYLD TIL 4 PIZZA:
  • 2 poser revet mozzarella (ialt 300-350 g.)
  • 50 g. revet parmesan
  • 20-24 skiver pepperoni (nok til 2 pizzaer)
  • 4 skiver serranoskinke (nok til 2 pizzaer)
  • 5-6 friske champignon skåret i tynde skiver (nok til 2 pizzaer)
  • Friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde

1

Start med pizzadejen, da den skal hæve 1 time.

2

Kom vand, gær og surdej i røreskålen og bland det godt sammen så gæren er helt opløst. Jeg bruger en røremaskine, men du kan også ælte den i hånden.

3

Kom alt grahamsmelet i røremaskinen imens den køre og herefter salt og olie.

4

Kom nu lidt efter lidt tipo 00 hvedemelet i, indtil dejen begynder at slippe kanterne.

5

Ælt dejen i 8-10 min. indtil den er elastisk og blød. Dejen skal hellere være en smule klistret end for fast.

6

Kom dejen over i en skål smurt med olivenolie og lad den hæve under et viskestykke i 1 time.

7

Imens dejen hæver laves pizzasaucen.

8

Blend de flåede tomater og bland med tomatpure. Pres hvidløget i en hvidløgspresse og bland dette i saucen sammen med de resterende ingredienser. Smag til med salt og peber. Stil på køl indtil den skal bruges.

9

HVIS du bruger bagesten som jeg gør, så tænd ovnen 30 min. før dejen er hævet færdig. Kom bagestenen på en rist i en kold ovn og tænd ovnen på 250 grader varmluft. På denne måde bliver stenen ordentlig varm. Hvis du ikke bruger bagesten, så tænd ovnen 15 min. før dejen er færdig.

10

Nu skal pizzaerne laves. Jeg plejer at lave 4 - da det passer med størrelsen på min bagesten. Hvis du bager på en bageplade, så kan du blot lave 2 store pizzaer.

11

Del dejen i 4 dele. Sæt de 3 til side imens den første pizza laves.

12

Rul dejen ud på et meldrysset bord. Drys din pizzaspade med hvedemel (hvis du bager på bagesten) og løft dejen herover på.

13

Kom 3-4 spsk. pizzasauce ud på bunden og kom herefter ost på. Kom herefter det ønskede fyld ovenpå.

14

Kom forsigtigt pizzaen ind på bagestenen og bag i ca. 6-7 min. indtil bunden er sprød og osten bobler. Hvis du bager på en bageplade og kun laver 2 pizzaer, skal de have omkring 10 min.

15

Fortsæt på samme måde med de sidste 3 pizzaer.

16

Når den ene pizza bager, er der lige tid til, at lave den næste som så er klar til at komme i ovnen når den første er færdig.

17

God appetit!

Bemærkninger

Der er pizzasauce nok til 8 pizzaer, så jeg plejer, at fryse halvdelen ned til næste gang, jeg skal lave pizza.

Måske vil du også synes om

2 Kommentarer

  • Svar
    Gitte Andersen
    29. januar 2022 at 14:35

    Hej Christina.
    Putter du pizzaerne med fyld i fryseren inden de der bagt.?
    Vh. Gitte Andersen

    • Svar
      Christina
      2. marts 2022 at 9:01

      Hej Gitte,

      Undskyld det sene svar 🙂
      Jeg bager pizzaerne – giver dem måske lige 2 min mindre end normalt – og så køler jeg dem ned på køkkebordet og pakker dem ind i husholdningsfilm og fryser dem ned 🙂 Når jeg så har lyst til pizza, tager jeg dem bare direkte fra frost og kommer dem i en brandvarm ovn i 2-3 min. 😀

      Venlig Hilsen
      Christina

    Skriv en kommentar