Koteletter med broccoli og peberfrugt i teriyaki-flødesovs

18. maj 2019
koteletter med broccoli og peberfrugt i teriyaki-flødesovs

Disse koteletter med broccoli og peberfrugt i en skarp teriyaki-flødesovs er min kærestes favorit! Retten er spækket med smag og er et super godt alternativ til den klassiske koteletter i fad.

Opskriften er inspirert af Karolines køkken. Jeg har dog valgt at fylde retten med en masse friske grøntsager og skåret koteletterne i strimler – så rækker de også længere. Vi serverer retten over ris og evt. sammen med et godt flute.

Retten er blevet en af vores livretter herhjemme og vi laver den ofte. Jeg har også altid fået meget positiv feedback, når jeg har serveret den for gæster, både fra store og små. Det er en super enkelt ret og en virkelig god måde at få dagens grøntsager på!

Vi plejer at spise halvdelen og gemme resten til dagen efter. Sovsen skal blot varmes op i en lille gryde sammen med en smule mælk og så er der igen velsmagende og nem aftensmad. Jeg har også prøvet at fryse retten og dette kan du også sagtens gøre. Grøntsagerne er dog ikke ligeså sprøde når de kommer fra fryseren – men hellere det end at smide rester ud.

For mig er det alfa-omega at smage retten godt til med soyasauce og honning, da det er balancen mellem sødt og salt der gør retten så velsmagende. Istedet kan du også sagtens bruge en færdigkøbt teriyakisovs – det har jeg bare aldrig i huset, så jeg laver altid min egen.

Koteletter med broccoli og peberfrugt i teriyaki-flødesovs

Af Christina Antal portioner: 4

Ingredienser

  • 2 Svinekoteletter
  • 1 stort Broccoli
  • 3 Peberfrugter - gule og røde
  • 3 Rødløg
  • 1/4 l. Fløde
  • 1 dl. Mælk
  • 1 spsk. Smør
  • 1-2 tsk. Honning
  • 3 spsk. Soyasauce
  • salt og peber

Fremgangsmåde

1

Retten serveres med ris, så sæt dem over at koge med det samme. Så snart de kommer op at koge, skrues der ned på laveste blus, hvorefter de skal have 12 min.

2

Skær imens alle grøntsagerne i strimler. Broccolien skæres i lange buketter, brug så meget af stokken som muligt.

3

Skær også koteletterne i strimler og krydder dem let med salt og peber.

4

Kom smør på en pande og tænd ved middelhøj varme.

5

Når panden er varm kommes kødet på og brunes let på alle sider.

6

Kom 1 tsk. honning og 2 spsk. soyasauce over kødet og rør godt rundt og krydder med peber.

7

Når kødet er gyldent kommes broccoli og rødløg på panden, sammen med det sidste honning og soyasauce. Bland det hele godt.

8

Når broccolien er ved at være mør kommes peberfrugten på panden og vendes rundt.

9

Tilsæt fløde og mælk og sørg for der er en god varme på panden.

10

Smag sovsen til med soyasauce, honning og peber. Den skal have en god balance i smagen af salt og sødt.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar