Koteletter i fad med bacon og porre

25. marts 2020
Koteletter i fad med bacon og porre

Koteletter i fad med bacon og porre er et virkelig godt alternativ til den klassiske koteletter i fad. Her bruges der nakkekoteletter, porre og bacon til at peppe den klassiske opskrift lidt op.

Opskriften på disse koteletter stammer fra min svigermor, som oprindeligt har den fra et udklip af en reklame på nakkekoteletter. Den er blevet lavet rigtig mange gange og hele familien elsker den stadig. Min svigermor var faktisk også den person som lærte mig, at lave den klassiske koteletter i fad med champignon. Hun er virkelig god til at lave mad og denne ret er ingen undtagelse. Jeg har før delt nogle af hendes opskrifter, bl.a. på boller i karry, andesteg, koldskål og kylling i baconsvøb med tomatpasta.

Opskriften er utrolig nem at gå til og kræver ikke meget af dig i køkkenet. Det er det skønne ved retter der skal i fad og ind i ovnen – de passer sig selv! Det eneste du lige skal gøre, er at stege bacon og skære porre.

Koteletter i fad med bacon og porre serverer vi altid sammen med ris, da risene er perfekte til, at suge den lækre flødesovs op. Jeg elsker alle retter med ris og flødesovs, men det kommer næppe som et chok for nogen. Server evt. en grøn salat til retten, hvis du savner lidt mere grønt til aftensmaden.

Koteletter i fad med bacon og porre

Fryseegnet

Vi er som sagt kun to herhjemme, men derfor laver jeg stadig en stor portion. Dette spare tid og energi i en travl hverdag. Du kan enten gemme resten til dagen efter, eller fryse retten ned i portioner.

Vi har både prøvet, at fryse retten ned med og uden ris. Du kan sagtens gøre begge dele, men jeg anbefaler at fryse retten uden ris. Risene suger meget af sovsen, hvilket kan gøre retten lidt tør når den varmes op igen fra frys. Vi plejer derfor, at fryse retten ned for sig selv og så koge nye ris i den tid det tager at varme sovsen op igen.

At fryse retten ned med ris, har dog den fordel, at du blot skal tage retten op fra fryseren, varme den op og server. På denne måde, kan du slappe fuldstændig af, imens retten varmes op i mikroovnen – og vide at familien stadig får et skønt hjemmelavet måltid. Hvis du vælger at fryse retten med ris, vil jeg anbefale, at hælde rigeligt med sovs over risene inden retten fryses ned.

Koteletter i fad med bacon og porre

Koteletter i fad med bacon og porre

Af Christina Antal portioner: 4

En super velsmagende ret, som er et skønt alternativ til den klassiske koteletter i fad! Her bruges der nakkekoteletter istedet for fad koteletter samt porre og bacon for at peppe det hele lidt op. Et kæmpe hit som gæstemad - også hos børn.

Ingredienser

  • 4-6 nakkekoteletter (alt efter hvor mange i vil have pr. person)
  • 1 pakke bacon i skiver
  • 2 porre
  • 2,5 dl. fløde
  • 2,5 dl. mælk
  • 1 ds. flåede tomater
  • 1 ds. stor tomatpure
  • 2 spsk. paprika
  • salt og peber
  •  
  • Jasminris
  • Evt. 250 g. champignon*

Fremgangsmåde

1

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

2

Bank koteletterne lidt ud og krydder dem med salt, peber og paprika.

3

Kom koteletterne på en pande med smør ved høj varme og brun dem godt på begge sider.

4

Kom dem over i et ovnfast fad.

5

Steg herefter baconskiverne på samme pande. Når det er sprødt brækkes det i mindre stykker.

6

Tilsæt nu de flåede tomater og mos dem lidt ud med en grydeske, så der ikke er for store klumper.

7

Kom paprika, tomatpure, fløde og mælk på panden og rør det hele godt sammen.

8

Kog sovsen op og smag til med salt og peber og måske lidt mere paprika.

9

Sovsen hældes over koteletterne.

10

Porrerne renses og skæres i tynde skiver og fordeles ovenpå.

11

Sæt fadet i ovnen og lad det stå i 50 min.

12

Når der er 20 min. tilbage sætter du risene over. (1 del ris og 2 dele vand kommes i en gryde og koges med salt. Når de begynder at koge, skrues ned på svagt blus og koges videre i 12 min. Hele processen tager omkring 20 min.)

13

Server retten rygende varm over ris.

14

OBS: hvis porrene bliver for mørke, kan du skrue ovnen over på almindelig ovn istedet for varmluft.

Bemærkninger

* Hvis du ønsker champignon i retten, skal disse skæres i tynde skiver og steges på panden når baconet er gyldent. Når svampene har smidt væsken og begynder at få lidt farve, kommes resten af ingredienserne i til sovsen.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar