Brunede kartofler

5. oktober 2019
Brunede kartofler

Brunede kartofler eller sukkerbrunede kartofler? Ligegyldigt hvad du og din familie vælger at kalde disse herlige karameliserede kartofler, er de en helt uundværlig spise til julens mange vidunderlige retter!

Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig har været særlig vild med kogte kartofler. Jeg har altid synes, at de var virkelig kedelige. Jeg plejede altid, at øse få op på min tallerken, men de ville altid ligge tilbage når jeg var færdig med at spise. Jeg prioriterede nemlig altid disse lækre brunede kartofler – som både var søde, smovsede og fulde af smag! Min mor ryster altid leende på hovedet af mig juleaften, når jeg stadig tager lidt kogte kartofler op på tallerkenen for syns skyld, for hun ved, at jeg går direkte i de brunede kartofler, når vi starter med at spise.

Jeg ELSKER julens mange lækre retter! Især flæskesteg eller andesteg med hjemmelavet rødkål er blandt favoritterne. Vi får altid brunede kartofler til, da det som nævnt er dem jeg bedst kan lide. Hvis du som jeg, ikke er så vild med kogte kartofler, kan du også prøve at lave ovnkartofler til julens mange stege! De smager super godt og er nemme at tilberede!

Opskriften her, stammer fra min svigermor, som er virkelig god til, at lave disse kartofler! Først troede jeg, at de var utrolig svære at lave, men det viste sig dog hurtigt, at det ikke var så kompliceret igen. Det vigtigste råd tror jeg er – INGEN VAND. Hvis der kommes vand i sukkermassen, bliver den blot tynd og kommer ikke til at hænge ved kartoflerne.

Kogte kartofler eller færdige på glas?

Min svigermor bruger altid små kartofler hun selv koger med skæld på og efterfølgende køler let af og piller. Det plejer jeg også at gøre, selvom det tager sin tid alt efter hvor mange man skal lave kartofler til. Min far har altid brugt glaskartofler fra supermarkedet, som er færdigkogte og klar til brug. Du kan vælge de kartofler du finder bedst. Det vigtigste er, at kartoflerne er kolde når de kommer på panden. Så kog og pil evt. dine kartofler dagen inden eller om morgenen på dagen de skal bruges.

Brunede kartofler

Af Christina Antal portioner: 4-5

Ingredienser

  • 1 kg. små kartofler
  • 1 dl. sukker ca. (det skal dække bunden af panden)
  • 25 g. smør

Fremgangsmåde

1

Kog kartoflerne med skræl på i saltet vand til de er møre - omkring 10 min. Stik en kartoffel med en skarp kniv, hvis den glider af kniven er kartoflerne færdige.

2

Kom kartoflerne under koldt vand og pil dem.

3

Stil dem på køl i mindst 2 timer, gerne flere timer hvis du har tid.

4

Drys nu sukker jævnt ud på en kold pande (lille/medium) så det dækker bunden af panden.

5

Lad sukkeret smelte stille (blus 6 ud af 9). Du skal ikke røre i sukkeret.

6

Når sukkeret er smeltet og begynder at blive karamelbrunt kommes smørret på panden.

7

Lad smørret smelte og bruse op.

8

Kom nu kartoflerne forsigtigt på panden og vend dem jævnligt.

9

Lad dem stå og karamelliserer i ca. 10 min.

10

Server straks når de er færdige.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar