Boller i karry er en gammel klassiker, som vi alle kender fra vores barndom. Dette er en super simpel og velsmagende udgave af retten som ikke kræver de store færdigheder at lave!
Både min lillebror og kæreste har altid været helt tosset med boller i karry. Hjemme hos mig, fik vi den altid med små kødboller i og hos min kæreste fik de store hjemmelavede kødboller i. Det er en smagssag hvor store man ønsker bollerne, så lav dem som du og din familie ønsker.
Dette er en opskrift inspireret fra min svigermor, som altid har været virkelig god til, at lave boller i karry. Det var en af de retter jeg først lærte at lave, da jeg flyttede sammen med min kæreste. Han elsker retten og jeg elsker at lave det til ham!
Jeg bruger en del karry, da jeg godt kan lide det ekstra krydret. Du kan altid skære lidt ned på mængden, hvis du og din familie ikke er til ligeså krydret smag som vi er. Det vigtigste er dog bare, at “brænde” karryen af med lidt olie eller smør, så det kan udvikle smag. Hvis du blot kommer karryen i sovsen til sidst, smager retten lidt flad og får ikke den dybe karrysmag som når man rister karryen af først.
Boller i karry serveres herhjemme altid over bløde, hvide jasminris. Det er efterhånden ikke en hemmelighed, at jeg ELSKER ris! Hvis du er ligesom jeg, kan jeg også anbefale retter som koteletter i fad, kylling i sennepsovs, teriyaki koteletter eller champignon i kokosmælk – som alle serveres over lækre bløde ris.
Kødboller: Begynd med kødbollerne. Hak løget fint og kom det i en skål sammen med hakket svinekød, æg, salt, peper, hvedemel og mælk. Rør farsen sej. Farsen kan trække en del mælk, men den må ikke blive for tynd. Rør den kraftigt i nogle minutter. Sæt farsen på køl i 20 min. Bring imens en gryde vand i kog og kom 2 spsk. karry og 1 tsk. salt i. Når farsen har hvilet, formes kødbollerne. De svulmer en del op under kogningen, så form dem mindre end du ønsker slutresultatet. Kom kødbollerne i det kogende vand og kog dem i 20 min. Kom både boller og kogevand over i en skål. Sovsen: Smelt smør i samme gryde du kogte bollerne i (så udnyttes smagen bedst) Tilsæt 2-3 spsk. karry og rist det godt af i smørret. Tilsæt mel og rør godt. Tilsæt så lidt efter lidt kogevandet indtil sovsen har den ønskede konsistens. Smag sovsen til med salt og peber og kom så kødbollerne over i. Server med ris. Boller i karry
Ingredienser
Fremgangsmåde
Ingen kommentarer