Hjemmelavede falafler

25. april 2019
Hjemmelavede Falafler med persille.

Hjemmelavede falafler er virkelig et lækkert kødfri tilbehør med mange anvendelsesmuligheder! Denne opskrift giver efter min mening, de bedste og mest sprøde falafler jeg har lavet.

Falafler er altid et hit blandt både store og små! Denne opskrift er inspireret af den altid inspirerende Ann-Christine ovre fra valdemarsro.dk. Jeg har fiflet lidt med opskriften, så den passer til mig og min families smagspræferencer og hvad der er i vores køkkenskabe.

Jeg plejer at fritere dem, da jeg synes, at denne metode giver de mest sprøde falafler. Du kan dog også sagtens stege dem på en pande, bare sørg for rigeligt olie og vend dem ofte. Jeg har endnu ikke afprøvet at tilberede dem i ovn – men del endelig dine erfaringer i kommentarfeltet hvis du har.

Til denne opskrift bruger jeg kikærter der har stået i blød natten over. Jeg bruger ikke kogte kikærter, da jeg synes slutresultatet bliver for smattet. Jeg har afprøvet begge dele, men det er ikke lykkedes mig, at få et godt resultat med forkogte kikærter. Det eneste du skal være opmærksom på ved de tørre kikærter, er at blende dem grundigt, da du ellers kan risikere at støde på store stykker af kikærter i den færdige falaffel.

Herhjemme spiser vi oftest falafel som fyld i pitabrød, til en god salat eller som tilbehør på tapasbordet. De ville helt sikkert også være gode i madpandekager!

De er velegnet til at fryse ned efter tilberedning. Tø dem op og varm dem i ovnen og så er de klar til servering.

Hjemmelavede falafler

Af Christina Antal portioner: 30 stk.

Opskrift på de sprødeste og lækreste hjemmelavede falafler!

Ingredienser

  • 400 g. tørrede kikærter
  • 2 løg
  • 6 fed hvidløg
  • 1 bundt persille
  • 3 æg
  • 4 spsk. rasp
  • 2 tsk. salt
  • 3 tsk. stødt spidskommen
  • 3 tsk. stødt koriander
  • 1/2 tsk. cayennepeber
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde

1

Start aftenen før.

2

Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand og lad stå natten over eller mindst i 12 timer.

3

Dagen efter blender du kikærterne i en foodprocessor ad 3 omgange. Det skal køres helt fint.

4

I den sidste portion du blender, tilsættes grofthakket persille. Kør det helt fint.

5

Hæld kikærtemosen over i en stor skål og kom resten af ingredienserne i. Bland det hele godt sammen.

6

Hæld rigeligt olie i en stor gryde og varm det forsigtigt op*

7

Imens olien varmer op, formes falaflerne med en ske. De skal være rimelig faste for ikke at gå i stykker under tilberedningen.

8

Når olien er varm frituresteges falaflerne af flere omgange så olien ikke mister sin temperatur. Steg dem til de er gyldne.**

9

Tag dem op af olien med en hulske og kom dem på en tallerken med køkkenrulle.

10

Lad dem afdryppe en smule inden servering.

11

De kan holdes varme i en ovn på lav varme.

Bemærkninger

*Hvis du frituresteger dine falafler, så brug ca 1/2 l. olie. Men pas på når du putter dem i olien, da det bruser en del op. Så sørg for en stor gryde. Hvis du steger dem på panden så brug ca. 2 dl. olie så det når op på siderne af falaflerne. **Hvis du steger dem på panden, så lad dem stege i 6-7 min på den ene side før de vendes og steges videre i 6-7 min.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar