Pasta med broccoli i pestosovs

21. marts 2020
Pasta med broccoli og pesto

Pasta med broccoli er en skøn kødfri ret! Den næsten cremede pestosovs binder retten perfekt sammen og de sprøde broccolibuketter giver et herligt bid til retten.

Herhjemme elsker vi simpelthen broccoli og bruger det i så mange retter vi kan slippe af sted med. Det er egentlig sjovt, for da jeg var en lille pige kunne jeg ikke fordrage broccoli. Jeg kunne faktisk ikke rigtig lide så mange grøntsager på nær friske gulerødder eller agurk. Det har heldigvis ændret sig og i dag nyder jeg virkelig grøntsagernes alsidighed.

Hvis du er ligeså vild med broccoli som vi er, kan jeg anbefale også at prøve kræfter med en klassisk broccolisalat, en herlig broccolitærte eller teriyakikoteletter med broccoli.

Brug hele broccolien

Nå, tilbage til denne skønne pasta med broccoli i den herlige pestosovs! Det er en skøn ret, som virkelig hylder broccolien. Den skal have et godt bid, da udkogt broccoli bare ikke er ligeså sjovt.

Jeg plejer altid, at bruge så meget af broccolien jeg overhovedet kan. Derfor bruger jeg også stokken, som mange måske smider væk. Stokken har en super smag og jeg synes, det ville være synd ikke at bruge den.

Det eneste du skal gøre er, at skære det yderste lidt hårde lag af, som godt kan være lidt grimt. Herefter skære du blot stokken i skiver og bruger som anvist. Stokken skal koge lidt længere tid end de finere broccolibuketter, men det er alt sammen anvist længere nede i opskriften.

Pasta med broccoli og pesto

Opvarmning af rester

Hvis du har lavet lidt for meget, så gem endelig retten til dagen efter eller til en herlig madpakke. Du skal blot tilsætte en smule mere mælk eller vand og varme retten op enten i en gryde eller i mikroovnen.

Pasta med broccoli i pestosovs

Af Christina Antal portioner: 2

Pasta med broccoli er en skøn kødfri ret! Den næsten cremede pestosovs binder retten perfekt sammen og de sprøde broccolibuketter giver et herligt bid til retten.

Ingredienser

  • 250 g. spaghetti (jeg bruger linguini)
  • 1 broccoli
  • 3-4 spsk. god grøn pesto
  • 80 g. parmesan
  • 1/2 dl. mælk
  • 1 bundt basilikum
  • salt og peber

Fremgangsmåde

1

Sæt vand over at koge i en stor gryde. Tilsæt godt med salt.

2

Skær stokken af broccolien og skær det yderste hårde lag af stokken.

3

Stokken halveres og skæres i tynde skiver.

4

Broccolibuketterne skæres i mundrette stykker.

5

Kom spaghettien i det kogende vand og kog til mørt - i ca. 8-9 min.

6

Når der er 5 min. tilbage tilsættes broccolistokken.

7

Når der er 2 min. tilbage tilsættes broccolibuketterne.

8

Gem 1 kop af kogevandet og dræn resten i en sigte.

9

Kom pasta og broccoli tilbage i gryden og vend det hele godt sammen med pesto, mælk, revet parmesan og hakket basilikum.

10

Smag retten til med salt og peber og kom evt. lidt af kogevandet ved, hvis der ikke er sovs nok.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar