Pizza margherita

26. april 2019
Pizza Margherita

Pizza Margherita er nok den mest simple pizza du kan lave – og hvis den lavet på gode råvarer, også den bedste!

Pizza er nok en af de mest populære takeaway retter. Det er dog virkelig simpelt at lave selv, og denne opskrift kræver kun få ingredienser! Når fyldet er så minimalt, synes jeg at det gør en kæmpe forskel, at vælge gode råvare. Så find de bedste råvare du kan skaffe og kast dig ud i pizzaprojektet. Hvis du eller en af dine familiemedlemmere er mere til en god burger, vil jeg anbefale at prøve min saftige kyllingeburger med den blødeste briochebolle til.

Pizza Margherita består udelukkende af tomatsauce, god mozzarella ost og basilikum. Pizzaen er så simpel og ren i smagen og er virkelig god som den er. Du kan også se denne opskrift som en grundopskrift, hvor du tilføjer lige det toping du og din familie ønsker.

Herhjemme er vi virkelig vilde med serrano. Jeg har derfor også taget et billede af denne variant og lagt op her. Andre toppings kunne være god pepperoni, løg eller champignon. Hvis du er til ostepizza, kan du også tilføje rigeligt parmesan og evt. gorgonzola.

Det er kun fantasien der sætter grænser – så eksperimenter med forskelligt fyld og se hvilken der bliver din og familiens favorit. Del gerne med os andre i kommentarfeltet og lad os inspirere hinanden.

Pizza margherita

Af Christina Antal portioner: 4 små pizzaer

Ingredienser

  • 500 g. tipo 00 hvedemel
  • 15 g. gær
  • 3,5 dl. vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 ds. flåede tomater
  • 1 stor ds. tomatpure
  • 1 tsk. sukker
  • 1/2 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt og peber
  • 2 kugler frisk mozzarella
  • Parmesan
  • Basilikum

Fremgangsmåde

1

Kom vand i en røreskål og rør gæren ud i vandet*

2

Kom halvdelen af melet i sammen med salt. Rør det godt sammen.

3

Tilsæt nu lidt efter lidt resten af melet. Ælt dejen i ca. 10 min.

4

Kom lidt olie i en skål og kom dejen heri. Lad hæve tildækket i 1 time.

5

Imens laves tomatsausen.

6

Blend tomaterne og pres hvidløget. Kom det i en skål og bland sammen med tomatpure, sukker, tørret krydderier, olivenolie, salt og peber.

7

Når dejen har hævet deles den i 4 dele som rulles ud til små pizzaer. Kom dem på hver deres bageplade beklædt med bagepapir og lad dem hæve i 30 min.

8

Tænd ovnen på 240 grader varmluft.

9

Fordel tomatsaucen på de 4 pizzaer.

10

Riv osten i mindre stykker og pres dem med køkkenrulle så du får så meget væde ud som muligt**. Fordel osten på pizzaerne.

11

Riv lidt parmesan over og kom dem i ovnen to af gangen. Bag dem i ca. 10-13 min alt efter hvordan din ovn er. Bag dem ved varmluft.

12

Når de er færdige drysser du dem med frisk basilikum lige inden servering.

Bemærkninger

* Jeg laver det på en røremaskine, men du kan også sagtens ælte dejen i hånden. ** Der er utrolig meget væde i frisk mozzarella. Jeg plejer at presse de små revne stykker imellem to lag køkkenrulle så de mister så meget af væden som muligt. På denne måde risikere jeg ikke, at min pizzabund bliver våd og kedelig.


Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar